
Never again!
- 80-året for befrielsen minder os om de tidligere generationers modstandskampe og ofre for at sikre den frihed, vi har i dag. Og i en tid, hvor uro igen præger Europa og verden, er det budskab mere aktuelt end nogensinde. Sådan siger Sune Gudiksen, lektor på Designskolen Kolding og projektleder på Hope & Despair – et dansk-tysk samarbejdsprojekt, der forbinder museer og historiske steder med fokus på 2. Verdenskrig i Syddanmark og Nordtyskland.
Projektet skal styrke formidlingen og tiltrække flere besøgende ved at skabe sammenhængende fortællinger på tværs af lokationer. Formålet er at gøre historien relevant og inspirerende for både nuværende og fremtidige generationer, med særlig opmærksomhed på unge. Og indsatsen manifesterer sig altså i dagene 3.-10. maj i en helt særlig udstilling på tværs af grænser skabt med helt nye formidlingsformer, som legende oplevelsesdesignere og designforskere fra Designskolen Kolding har været med til at udvikle
- Udstillinger og formidling skal følge med tiden og skabe nysgerrighed, engagement og lyst til at forstå historien – også blandt dem, der hverken selv har oplevet krigen eller hørt bedsteforældres øjenvidneberetninger. Derfor arbejder vi med nye formidlingsformer, som vi i dagene omkring årsdagen for befrielsen, præsenterer med aktiviteter på udvalgte museer, forklarer Sune Gudiksen.
Et kig ind i programmet
Programmet byder på en lang række aktiviteter i både Danmark og Tyskland. Her er et udpluk af nogle af de begivenheder, man kan opleve i løbet af ugen – fra byvandringer og pop-up udstillinger til koncerter, mindehøjtideligheder og spændende oplæg.
- Ved Staldgården Kolding vil der 4. maj være dramatiserede byvandringer, en ny pop-up interaktiv pop-up udstilling ved Torvet i midtbyen i Kolding, mindehøjtidelighed og efterfølgende taler, bl.a. fra forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
- Ved Frøslevlejren vil der 4. maj være formidling om de historiske Hvide busser redningsaktion, Jazzkoncert, mindehøjtidelighed, fællessang, kransenedlæggelse og borgmester Jan Riber Jakobsen og Oberst Lars R. Møller kommer forbi med taler.
- I Flensborg By og ved Flensborg Universität vil der 7. maj, som en del af Europa Woche, være en aften med oplæsninger fra romanforfatter Michael J ensen, der står bag en trilogi. Det efterfølges af to dage 8.-9. maj ved Flensburg Universität med fokus på nyere digital og medie forsknings- og formidlingspraksis i relation til anden verdenskrig.
- Ved det jødiske Museum i Rendsburg vil der 9. maj være en udendørsinstallation med fokus på Heinz Solomon. Heinz Salomon, leder af den jødiske velfærdsorganisation i Kiel, arbejdede utrætteligt på deres vegne. Efter at være vendt tilbage fra Theresienstadt alvorligt syg, viede han sit liv til de overlevende. Museumsdirektør Jonas Kuhn vil i et foredrag behandle følgende spørgsmål: Hvordan gik det overlevende fra Shoah i Slesvig-Holsten efter krigens afslutning?
Om Hope & Despair
Gennem co-creation og tværfagligt samarbejde formidler Hope & Despair historien på tværs af kulturforskelle og geografiske grænser. Visionen er en ny, ambitiøs og samlet turistoplevelse, der både styrker grænselandets tiltrækningskraft og sætter historien i et nyt lys for en bred og varieret målgruppe.
Med Designskolen Kolding som ledende partner trækker projektet på kompetencer fra aktører som Museum Kolding, KZ-Gedenkstätte Neuengamme og Destination Sønderjylland.
Hope & Despair er støttet af Interreg Deutschland-Danmark og varer indtil 2026.
