Syge børn skal også have det sjovt
For nyligt åbnede Sygehus Sønderjyllands nye uderum ”Lysningen” – et åndehul, der skal få indlagte børn til at glemme for en stund og bare lege. Bag navnet ligger et ønske om, at børnene får henledt opmærksomheden på et dejligt, lyst sted i skoven.
- Man skal også kunne have det sjovt, når man er syg, lyder det fra pædagog Anne Hakanowitz, der har sin daglige gang på sygehusets børneafdeling. Og leg er netop en helt særlig ingrediens, når man skaber og designer.
Bag indretningen af uderummet står Ph.d. studerende fra Designskolen Kolding, Anne Corlin, der forsker i design af socialt bæredygtige boligområder med fokus på det fælles rum. Og uderummet er kun første stadie. Flere tiltag er allerede i støbeskeen til et udendørs motionsrum, klatrebaner og sanserum. Om samarbejdet siger Anne:
- Personalet på sygehuset ønskede at kunne inddrage udearealerne som en aktiv del i en mere holistisk tilgang til behandling af de børn og unge, som kom på afdelingen. Gennem interviews med både personalet og børn, samt workshops med personalet har vi forsøgt at bygge et projekt op, der både imødekommer de ønsker personalet havde til mulighed for behandling og observation og som afspejler Designskolens holdning til leg som et vigtigt element i sig selv.
Leg kan noget
Hos Sygehus Sønderjylland i Aabenraa har projektet ligeledes vakt begejstring og her er man også enige om, at leg er et livsvilkår for både store og små.
- Legen kan noget. Når vi leger, er vi tilstede i nuet og oplever livet som meningsfuldt. Vi leger, fordi vi har lyst og fordi det er sjovt. Legen gør, at vi udvikler, udfordrer og udforsker os selv. Involvering af Designskolen Kolding i projektet gav både designperspektivet og en udvidet tilgang til leg, som blev afgørende for realisering af projektet, lyder det fra Grete Kirketerp, der er sygefaglig direktør på Sygehus Sønderjylland.
Projektet er realiseret med støtte fra Trygfonden, Spar Nord Fonden og Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys fond. Ud over fondene har Region Syddanmark også bevilget et forskud til projektet. Næste etape bliver at søge flere donationer, så gården kan udbygges yderligere.