Kan man designe patientsikkerhed?

Ja man kan! 16 projekter skabt af studerende fra industrielt design viser hvordan

Projekterne er skabt i forbindelse med et 6-ugers undervisningsforløb i velfærdsdesign i samarbejde med Sygehus Lillebælt. De studerende fra 3. år industrielt design har i processen med at skabe deres produkter eller services arbejdet med designmetoder som observation og brugerinddragelse og har haft en tæt dialog med patienter og ansatte på sygehuset. Målet har været at skabe løsninger for en eller begge grupper med fokus på øget sikkerhed for patienterne.

En sikker pilleæske
Et af projekterne er skabt af franske Alice Renaud, som er udvekslingsstuderende fra l’Ecole Nationale Supérieure des Arts Décoratifs (ENSAD). Hun har designet en doseringsæske til piller, The Purpil, som er mere anvendelig og ”modstandsdygtig” over for fejldosering end sygehusets nuværende løsning.

Alice Renaud startede sit projekt med at prøve at forstå doseringsæskens funktion og betydning og dermed også de udfordringer, der er forbundet med den.

- Doseringsæsken er en helt fundamental genstand på ethvert sygehus. Den bliver brugt hver dag og bliver således en del af patientens dagsrytme og fungerer samtidig som en form for bindeled mellem patienten og sygeplejerskerne, siger Alice Renaud.

Men hospitalets nuværende doseringsæske er ikke hensigtsmæssig blandt andet på grund af størrelsen, manglende plads til navneskilt og en besværlig åbnemekanisme, som gør, at man kan komme til at blande pillerne.

- På baggrund af den viden jeg fik, blev jeg i stand til at designe en doseringsæske, som inddrager produktets betydninger, grafisk design, haptik (læren om berøring, red.) og farveteori og dermed bliver langt mere brugervenlig og nedsætter risikoen for fejl. En pilleæske eller doseringsæske er ikke bare en medicinsk genstand. Den binder mennesker sammen, den repræsenterer behandlingen - ikke sygdommen, den er et positivt objekt. Og det er det budskab, som The Purpil sender, uddyber Alice Renaud.

En løsning til jordemødre - og fødende
Blandt de andre løsninger er et apparat, designet af Ditte Marie Fog Ibsen, som skal afhjælpe de ergonomiske problemer, som opstår, når jordemødre skal forsøge at forhindre, at den fødendes mellemkød brister – et udbredt problem blandt førstegangsfødende. Apparatet reducerer simpelthen belastningen af jordemoderens hånd og håndled, hvilket kommer både jordemoderen og den fødende til gavn.

Bag undervisningsforløbet står Richard Herriott og Peter Barker.

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.
Nødvendig for at afspille YouTube videoer