Uddannelser med værdi
”Jeg håber, at vi får en taxametermodel, som måler uddannelsernes værdi på fremtidens præmisser”
Sådan skriver Elsebeth Gerner Nielsen i et indlæg på Netavisen Altinget, der bringes den 3. marts. Rektor for Designskolen Kolding er udpeget til at deltage i et panel i Altingets sektion, Forskning, som har sat taxametersystemet til diskussion blandt centrale debattører.
Baggrunden er, at Uddannelses- og forskningsministeren har åbnet dialogen om taxametersystemet, og der er mange forskellige tilgange til spørgsmålet - skal der være en grundbevilling og forskellige aktivitetstilskud vurderet ud fra de faktuelle omkostninger, der er forbundet med en uddannelse?
I sit indlæg skriver Elsebeth Gerner Nielsen, at det ville være godt med andre bud på målebånd end de, der udvikles i Finansministeriet:
”Inden vi lægger os fast på en ny taxametermodel, er der behov for en bred politisk drøftelse af, hvad det er for værdier, som vore uddannelses- og forskningsmiljøer skal befordre. I den sammenhæng ville det være godt, hvis politikerne fik andre bud på målebånd end de, de udvikles i Finansministeriet. Der er ikke mindst brug for et stærkt Forsknings- og Uddannelsesministerium, som kan matche økonomerne på den anden del af Slotsholmen. Og der er brug for politikere, som ved, at ansvaret for at definere, hvad der er af værdi i et samfund, ER et politisk anliggende. Et af de ret vigtige. ”
Du kan læse hele hendes indlæg her:
”Der er behov for en bred politisk drøftelse af, hvad det er for værdier, som vore uddannelses- og forskningsmiljøer skal befordre. I den sammenhæng ville det være godt, hvis politikerne fik andre bud på målebånd end de, de udvikles i Finansministeriet”
En ny taxameterreform er under opsejling, en reform, der først og fremmest skal give et incitament til at opbygge værdifulde uddannelsesmiljøer. Men hvad skal der til for, at et uddannelsesmiljø er værdifuldt?
Altså – hvad er det for en adfærd, og hvad er det for muligheder, et taxametersystem skal være med til at befordre? I forhold til det sidste er det afgørende at understrege, at svaret er politisk. Det er op til flertallet på Christiansborg at tage stilling til, hvad man mener, der er værdifuldt, når vi taler uddannelse.
Ansvaret for at værdisætte vore uddannelser bør med andre ord ikke bare overlades til Finansministeriet og dets økonomiske modeller, hvor en uddannelses værdi grundlæggende opgøres som kandidaternes umiddelbare bidrag til BNP. Eller sagt på en anden måde: Jo mere et menneske tjener, jo højere værdi har hans uddannelse. I den model kan det bedre betale sig at investere i uddannelser til læge, ingeniør eller økonom end til arkitekt, sygeplejerske, folkeskolelærer eller designer.
En model, som ikke tager højde for, at f.eks. kvinder traditionelt har tjent mindre end mænd eller forskelle på de relevante fagforeningers forhandlingsstyrke. Eller at der i ethvert samfund vil være en tendens til at værdsætte det, man kender, højere end det, der er på vej. Indsatsen fra industrisamfundets bærende professioner nyder automatisk (læs af historiske grunde) relativt høj anerkendelse og værdsættelse i det 21. århundrede.
Størstedelen af statens forsknings- og udviklingsmidler går f.eks. stadig til det naturvidenskabelige og teknologiske område, selv om f.eks. mode nu er det fjerde største eksporterhverv, og selv om oplevelsesøkonomien er blandt de hurtigst voksende dele af den samlede økonomi. Jeg mener, at vi skal være ydmyge over for Danmarks historiske erfaringer med uddannelse.
For hvad er det, som har gjort Danmark til et af verdens rigeste lande? Et land uden råstoffer, ingen bjerge og halvdårligt vejr. Vi er blevet rige, fordi vi har bygget samfundet på en indædt tro på, at alle mennesker er vigtige, har ideer og kan noget. Dette menneskesyn er blevet understøttet af en imponerende uddannelsesindsats, udbudt af en mangfoldighed af institutioner – folkeskoler, højskoler, aftenskoler, daghøjskoler, gymnasier, tekniske skoler, akademier, universiteter etc. Da karle og piger i det 19. århundrede begyndte at strømme ind på højskolerne, var målet ikke med det samme øget produktivitet i landbruget og øget bidrag til BNP, men i lige så høj grad personlig dannelse og nok viden til at kunne tage del i demokratiet. Ingen havde sandsynligvis tænkt på, at det at give alle disse mennesker mulighed for at få viden og for at tale sammen skulle skabe grundlaget for andelsbevægelsen, centrifugen, lurmærket - altså alt det, som det moderne velfærdssamfund er opstået af.
Det samtidig med, at der - målt med nutidens finanspolitiske regnestok – garanteret har været en del ”spild” i form af mennesker, som bare brugte uddannelsen som et åndeligt refugium. Uddannelse har gjort Danmark til et verdens rigeste lande, ikke ved at der har været lagt store statslige strategier for, hvad danskerne skulle uddanne sig i, men ved i høj grad at lade friheden råde, både hos den enkelte og i uddannelsesinstitutionerne.
Tilfældigheder, interesser, passioner, personligheder, luner, skøre kugler… har været drivende for udviklingen af UddannelsesDanmark. Måske netop derved har det vordende og fremtiden fået en kraftfuld stemme til fordel for innovation, vækst og velstand? Inden vi lægger os fast på en ny taxametermodel, er der behov for en bred politisk drøftelse af, hvad det er for værdier, som vore uddannelses- og forskningsmiljøer skal befordre. I den sammenhæng ville det være godt, hvis politikerne fik andre bud på målebånd end de, de udvikles i Finansministeriet.
Der er ikke mindst brug for et stærkt Forsknings- og Uddannelsesministerium, som kan matche økonomerne på den anden del af Slotsholmen. Og der er brug for politikere, som ved, at ansvaret for at definere, hvad der er af værdi i et samfund, ER et politisk anliggende. Et af de ret vigtige. Jeg håber, at vi får en taxametermodel, som måler uddannelsernes værdi på fremtidens præmisser og med ydmyghed over for den uddannelseshistorie, som har gjort Danmark til et af verdens rigeste og bedste lande at bo i.
