Hun sætter innovation på skoleskemaet med designmetoder

Julie Moes Drevsholt har opkvalificeret sig selv og sin undervisning med kurset 'Design i praksis for undervisere’

Af Marianne Baggesen Hilger

- Det mod og den styrke, det som designunderviser nogle gange kræver at holde eleverne på ”gyngende grund”, når de selv intuitivt stræber efter at finde fodfæste og løsninger hurtigst muligt, er noget af det vigtigste, jeg fik med mig fra kurset.

Sådan siger Julie Moes Drevsholt, som er ansat på TECHCOLLEGE i Aalborg, hvor hun primært underviser i design og matematik på medieuddannelserne.

Hun var på udkig efter relevant efteruddannelse, da hun læste om Designskolen Koldings kursus ’Design i praksis for undervisere’ og besluttede at tilmelde sig i foråret 2021.

Vi har sat hende stævne for at finde ud af, om kurset levede op til forventningerne, og om de indsigter og værktøjer, hun tog med sig hjem, er blevet en del af hendes undervisningspraksis.

Hvorfor tilmeldte du dig kurset?

- Jeg savnede et fagligt løft, et skub, ny inspiration, ny viden og ikke mindst sparring og vejledning omkring min designundervisning. Jeg havde ligeledes et ønske om selv at komme igennem en designproces igen og ”mærke” undervisningen, udfordringerne, frustrationerne samt stoltheden og forløsningen på egen krop. Det er ved at være en del år siden sidst, og jeg ser det som en stor styrke at have de følelser, der er forbundet med en designproces, frisk i erindringen som underviser for at kunne stilladsere eleverne bedst muligt.    

Hvordan var din oplevelse af kurset? Var det anderledes end andre kurser, du har været på, og i så fald på hvilken måde? 

- Jeg oplevede fagligt dygtige, anerkendende og inspirerende undervisere hele vejen igennem. Jeg satte stor pris på, at vi havde forskellige undervisere og oplægsholdere med speciale inden for forskellige fagområder, og at det hele blev kædet sammen, fordi de gennemgående undervisere var til stede undervejs i hele forløbet eller havde en god indsigt i hinandens faglighed. Teorien og de praktiske øvelser var både didaktiske og fagligt relevante i et nutidigt perspektiv, så jeg følte mig godt klædt på – både til mit eget eksamensprojekt og til min undervisning efterfølgende.   

Hvordan bruger du indsigterne og værktøjerne fra kurset i dag? 

- Mine elever kommer igennem en designproces på alle deres forløb. Deres uddannelse tager i alt 4,5 år. På grundforløbet er processen meget lærerstyret og modificeret, hvor der er fokus på kendskab til 6C-modellen og det ”at flyve i mørket”, uden at vide hvor man lander – det kan i sig selv være svært at være i for nogle elevtyper. Herefter stiger kompleksiteten og selvstyringen, for hvert forløb de kommer på. Til deres svendeprøve-kampagner, hvor der er metodefrihed, oplever vi, at langt de fleste elever selv vælger at bruge C6-modellen som ramme – det har højnet niveauet og styrket deres WHY i forhold til kampagnerne. (red. 6C-modellen er en dansk udviklet designmodel, der bruges som procesværktøj. Igennem fælles forståelse for hvor man arbejder i processen styrkes evnen til at arbejde struktureret med udvikling, mapping af potentialer og ikke mindst strategiske perspektiver).

Kan du beskrive effekterne, fx respons fra elever, bedre læring eller andet? 

- En af styrkerne ved C6-modellen, og som adskiller den fra modeller, jeg tidligere har brugt, er at samarbejde (collaborate) visuelt er placeret i centrum. Det er med til at understøtte det faktum, at eleverne – særligt i de tre første faser – får en større forståelse og indsigt i det aktuelle emne, når de arbejder sammen, diskuterer, støtter hinanden, er uenige, har forskellige idéer til at indsamle viden, forståelse osv. Og ikke mindst understrege vigtigheden i at samarbejde med kunden/forbrugeren om at løse den aktuelle problemstilling bedst muligt.

Det, at idégenereringsfasen visuelt er placeret i 3. fase (conceptualize) oplever jeg også som en styrke i den didaktiske formidling. Mange elever får meget hurtigt idéer, når udfordringen præsenteres. De vil meget gerne i gang hurtigst muligt med at realisere de umiddelbare idéer, men undervejs opdager de, at de er dannet ud fra et meget spinkelt grundlag (deres aktuelle erfaringsrum), og at der i løbet af processen, og i takt med deres øgede indsigt, opstår bedre og mere nuancerede idéer. 

Det kræver styrke og erfaring som underviser at holde disse elever i processen, da de selv føler sig klar til create-fasen nærmest fra starten. Som afslutning har det stor betydning, at eleven erfarer gevinsten ved at have været igennem hele processen, for at kunne gå mere åbent ind til den næste gang. Her oplever jeg, at elevers formidling af datavæggene for hinanden er en stor øjenåbner for kvaliteten af de idéer eller produkter, der er skabt ud fra vidensgrundlaget i de foregående faser.            

Har kurset været med til at rykke dig fagligt (og måske personligt) og i så fald på hvilke måder?

- Jeg havde på forhånd 4 års erfaring med at undervise i design, og jeg er blevet mere modig og selvsikker efter at være blevet bekræftet og løftet i forhold til min undervisning – både teoretisk og praktisk. 

Hvad var det vigtigste, du tog med dig fra kurset, og hvad har givet størst værdi?

- Det mod og den styrke, det som designunderviser nogle gange kræver at holde eleverne på ”gyngende grund”, når de selv intuitivt stræber efter at finde fodfæste og løsninger hurtigst muligt, er noget af det vigtigste, jeg fik med mig fra kurset. Indsigter fra teoretiske artikler, det selv at komme igennem designprocessen samt at få vejledning og bekræftelse undervejs i egen undervisningspraksis, første gang jeg brugte modellen og øvelserne hertil, gjorde at jeg følte mig rigtig godt klædt på efterfølgende.

Desuden har muligheden for refleksion over egen praksis og sparring med andre fagkolleger rundt om i landet været værdifuldt. Jeg er den eneste designunderviser på vores uddannelse. 

Sidst men ikke mindst satte jeg stor pris på, at der var åbenhed overfor, hvordan vi brugte modellen og materialet i forhold til vores personlighed, elevtype og -niveau samt erfaringsgrundlag. 

Vil du anbefale kurset til andre og i givet fald hvorfor?

- Helt sikkert. Det er i så høj grad målrettet egen praksis, at du føler dig rigtig godt klædt på til at bruge den nytilegnede viden og erfaring umiddelbart efter kursets afslutning. Kvaliteten, strukturen og fagligheden er i top hele vejen, og vi havde det desuden ret sjovt undervejs – dejligt!  

...

Nu kan du tilmelde dig 'Design i praksis for undervisere'
Underviser du på en ungdomsuddannelse eller i folkeskolens udskoling? Og savner du ligesom Julie Moes Drevsholt metoder til at arbejde med innovation i undervisning og projektopgaver? På Designskolen Koldings kursus ’Design i praksis for undervisere’ lærer du at bruge designtænkning til at udvikle din undervisning og tilrettelægge projektforløb med fokus på innovation og entreprenørskab. Du bliver trænet i designmetoder som brugerinvolvering, idégenerering og prototyping. Du skal ikke kun være oppe i dit hoved, men også ’tænke’ med hænderne. Derfor veksler undervisningen mellem oplæg og en praksisnær tilgang, hvor du selv afprøver de enkelte metoder, så du er klædt på til at tage dem i brug efter kurset.

Læs mere om kurset her

Vi tilbyder også kurset som et ECTS-givende masteruddannelsesmodul. Læs mere og tilmeld dig her

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.
Nødvendig for at afspille YouTube videoer