Ved ikke altid, om det er materialet, ideen eller processen, der er styrende
Jeg valgte at blive keramiker, fordi ler er meget formbart, og form er et sprog, og fordi jeg fornemmede at være ret god i den retning.
Umiddelbart efter min afgang fra Designskolen Kolding i 1985 blev jeg optaget på det Kongelige Danske Kunstakademi i København samtidig, jeg blev tilknyttet porcelænsfabrikkerne Bing og Grøndahl og Royal Copenhagen. En periode som bevidstgjorde mig om at tage både kunsten og brugstingene alvorligt.
Som uddannet keramiker er ler mit basismateriale. Det har dog ført i så mange forskellige retninger, at jeg ikke altid ved, om det er materialet, ideen eller processen, der er styrende. Grundlæggende betragter jeg mit arbejde som en kunstnerisk disciplin, der forholder sig til brug, handling og udtryk.
De første år på porcelænsfabrikkerne blev en vigtig indføring i de muligheder, en seriel produktion giver, og resulterede i serien OLE bestående af køkkenredskaber i farvet fajance og spiseredskaber i porcelæn og glas. I 1996 besluttede jeg mig til også ’at tage mig af opvasken’ og lavede dette år de første håndlavede eksempler på en blød gummiopvaskebalje med børste. Formentlig verdens dyreste opvaskebalje. Baljen blev senere yderligere produktudviklet i samarbejde med Normann Copenhagen og lanceret som industrielt produkt i 2002. Og nu jeg var i ’rengøringsbranchen’, blev det også til fejeblade i polypropylen og koste i rundstok og svinebørster.
I begyndelsen af 2000 lavede jeg en række hånddrejede fade skåle, kopper og kander i rødler og viste dem i Udstillingssted for Ny Keramik og Galleri Nørby. Enkle og ligefremme. Nærmest som tegn for keramik. I de efterfølgende år fik jeg yderligere gode samarbejder med Normann Copenhagen. Var også en del af de første tiltag fra Muuto, og sammen med Louis Poulsen lavede jeg tre hvide monolitiske lamper. Til den første Mindcraft udstilling i 2008 bidrog jeg med et stort badekar i gummi. Et ganske dragende udstillingsobjekt, der som så meget andet desværre løb ind i finanskrisen. Måske derfor blev mit bidrag året efter en serie af varmedunke? I forbindelse med Statens Kunstfonds projekt, Kunst til Hærvejen, designede jeg i 2010 en særlig Hærvejs-regnkutte, fremstillet i begrænset oplag. En god opgave, fordi den forholdt sig til et specifikt sted og ikke til hele verden.
Det er naturligvis blevet til mere og andet i årenes løb. En stiv blanding af store og absolut mindre succeser.
På invitation til deltagelse i Mindcraft 2016 sætter jeg mig igen på drejeskiven. Med inspiration i tidlige og primitive kulturer, som ofte har opfattet og udtrykt brugsting som animerede væsner, bliver det befriende at genopdage og 'dyrke' væsnet og kroppen som udtryksmiddel. Helt uanset om tingene aflæses som design eller kunsthåndværk, som nye eller oprindelige, så blev de sjovere og mere udtryksfulde end forventet. De overstrålede det simple udgangspunkt.
Og når det sker, ledes tankerne altid tilbage til min studietid i Kolding og mine undervisere, Lisbeth Voigt Durand, Inge Marie Larsen, Peder Rasmussen, Niels Lauesen og mange andre. De lærte mig kunsten at være ’evighedsstuderende’.
Født 1958
Uddannelse
1981-1985: Designskolen Kolding
1985-1989: KADK
